Professor på DTU Space René Forsberg er udnævnt som forperson for den videnskabelige og rådgivende komité i ESA’s Earth Observation Programme.
ESA’s generaldirektør Josef Aschbacher har udpeget DTU Space-professor René Forsberg til den vigtige post som forperson for ESA Earth Observation Programme’s Advisory Committee for Earth Observation (ACEO). Det er ESA’s videnskabelige rådgivningsorgan for Jordobservation.
Komitéen vurderer og anbefaler nye videnskabelige satellit-missioner indenfor jordobservation og klima i ESA-regi. Data fra disse missioner udgør en væsentlig del af grundlaget for rapporterne fra FN’s klimapanel IPCC.
Forsberg er blandt Danmarks mest ansete eksperter i kortlægning og klimarelateret forskning i Arktis og Antarktis. Han er desuden en højt anerkendt forsker i internationale kredse.
”Med din høje og fortjente internationale anseelse samt din store, værdifulde erfaring er det en stor glæde at invitere dig til at blive forperson for ACEO,” skriver ESA’s øverste leder Josef Aschbacher i forbindelse med udnævnelsen af den danske DTU-professor.
René Forsberg har i en årrække været medlem af ACEO. Hans speciale er gravitationsfeltbestemmelse samt kryosfære-målinger, som omhandler måling af masser af land, hav og is. Blandt andet baseret på målinger fra satellitter og fly.
Yderst erfaren forsker og ekspert
Han står bag over 250 videnskabelige udgivelser om blandt andet klimaforandringer og opmåling af hav og is ved Arktis og Antarktis. René Forsberg har været koordinator og leder af en lang række nationale og internationale projekter, som blandt andet har været udført for ESA.
Det er med andre ord en yderst erfaren forsker og ekspert, der nu skal stå i spidsen for ACEO.
”Udnævnelsen til forpersonsposten hos ESA er en stor anerkendelse af René Forsbergs faglige erfaring og af den ekspertise, vi har på DTU Space inden for rumbaseret klimaforskning,” siger direktør for DTU Space, Henning Skriver.
Ofte er professoren selv med hele vejen, når hans projekter skal udføres. Både når teorier, planer og udstyr i forbindelse med en ekspedition udvikles og klargøres. Og når der skal udføres målinger af isen og undergrunden i Arktis og Antarktis fra små propel-drevne fly, ved hjælp af droner eller nede på isen.
Hjalp Nepal med at måle Mount Everest
René Forsberg har assisteret talrige landes regeringer med geodætisk ekspertise.
Blandt andet hjalp han til, da Nepal foretog landets første officielle og hidtil mest præcise højdemåling af Mount Everest med fly og satelliter.
Så sent som denne sommer var han igen på ekspedition i Grønland. Her fastslog han, at hvad man mente var verdens nordligste ø i havet nord for Grønland, i virkeligheden var et strandet isbjerg dækket delvist af mudder og sten.
”Det er en stor ære at blive udpeget til forperson for ACEO, som har en særdeles vigtig position i forhold til at understøtte klimaforskningen. Det bliver spændende at følge de mange nye jordobservations-satellitter, der er på tegnebrættet, og som har stor relevans for klimaforskningen og forståelsen af den planet, vi lever på,” siger han.
René Forsberg er også en dygtig formidler af sin viden og optræder ofte i danske og internationale medier.
Professor René Forsberg er 68 år og uddannet i geofysik og geodæsi ved Københavns Universitet. Han har været ansat på DTU siden 2007. Han tiltræder som forperson for ACEO 1. marts 2023 i en tre-årig periode.
Fakta om ACEO:
ACEO (Den rådgivende komité for jordobservation), er ESA's øverste rådgivende organ i spørgsmål vedrørende jordobservation inden for ESA's videnskabelige program på området.
Blandt hovedopgaverne er at rådgive og komme med anbefalinger omkring den europæiske Earth Observation Science Strategy, udvælgelse og formulering af fremtidige jordobservationsmissioner samt bidraget fra ESAs jordobservationsmissioner til at løse store samfundsudfordringer.
Komitéen består af 16 medlemmer, som alle er højtstående europæiske videnskabelige eksperter.