Vinder af årets Videnskabspris 2023 fra IDA/Elektrofondet David Arge Klevang Pedersen, DTU Space, (nr. 2. fra venstre) sammen med formand for Elektrofondet, Poul Toft Frederiksen fra Poul Due Jensens Fond,  Grundfos Foundation, (t.v.), samt vinderne af kandidatpriserne til lovende talenter på elektrområdet @Foto: IDA, Henrik Frydkjær

DTU-forsker får fornem pris af ingeniørforeningen IDA

Rumteknologi
Lektor og forsker ved DTU Space David Arge Klevang Pedersen er vinder af Videnskabsprisen 2023 fra Ingeniørforeningen IDA. Prisen tildeles for et enestående bidrag med forskning og avanceret teknologi til NASA's Mars 2020-mission.

Der er stor anerkendelse af den forskning og teknologi, DTU leverer til internationale rummissioner. Både herhjemme og i udlandet.

For nylig blev endnu en forsker fra DTU Space således anerkendt for sin store indsats. Det er lektor og forsker David Arge Klevang Pedersen, som har modtaget Videnskabsprisen 2023 fra Ingeniørforeningen IDA. 

David får prisen for sit store bidrag til NASA's succesfulde Mars 2020-mission. Sammen med kolleger på sit team på DTU Space har han udviklet et kamera- og navigationssystem (MCC) til PIXL-instrumentet, der sidder på Mars 2020-misionens fartøj, Perseverance, som for øjeblikket kører rundt på Mars og udforsker planeten og søger efter tegn på tidligere liv.

PIXL og det danske kamerasystem fra DTU udforsker eksempelvis klippemateriale på Mars via måling af grundstoffer og mineraler på den røde og støvede planet.

"Udviklingen af teknologi til det avancerede PIXL-instrument er et så enestående bidrag til rumforskningen, at det udløser Elektrofondets Videnskabspris 2023 til den danske forsker David Arge Klevang, der er lektor ved DTU Space," oplyser IDA i en pressemeddelelse. 

Videnskabsprisen uddeles via Elektrofondet i IDA, og blev overrakt af fondets formand, Poul Toft Frederiksen fra Poul Due Jensens Fond (Grundfos Foundation). Fondet uddeler en Elektropris for videnskabeligt arbejde til en erfaren forsker og kandidatpriser til lovende talenter inden for elektro-området. Med Videnskabsprisen følger 30.000 kroner fra IDA. 

Har fundet spor efter vand og lava

David Arge Klevang har stået i spidsen for at udvikle centrale dele af PIXL (Planetary Instrument for X-ray Lithochemistry), som benyttes til at identificere de mineraler og krystalstrukturer, som Perseverance møder på sin vej i Jezero-krateret, hvor Mars-roveren landede 18. februar 2020.

Siden landingen har PIXL skabt flere videnskabelige gennembrud ved blandt andet at finde spor efter vand og lava.

PIXL er kort fortalt et røntgenspektrometer med et avanceret kamera og navigationssystem, som kan tage nærbilleder og undersøge kemien i klipper og andet materiale på Mars. Dets Micro Context Camera (MCC) fra DTU Space er afledt af teknologien og videnskaben bag de stjernekameraer, Advanced Stellar Compass, som DTU Space også udvikler. Denne kamera- og navigationsteknologi flyver på et stort antal internationale satellitter og rumsonder.

”David har gennem hele udviklingsprojektet, først som projektmedarbejder og siden som projektleder, bidraget til, at MCC-kamerasystemet mere end opfyldte alle NASA’s forventninger. Siden landingen på Mars har han arbejdet med at udvikle analysemetoder, der giver størst muligt videnskabeligt udbytte af PIXL-instrumentet. Davids arbejde er publiceret i en lang række videnskabelige artikler i førende internationale tidsskrifter”, lyder det i begrundelsen for pristildelingen fra Elektrofondets bestyrelse.

Høj anseelse og position hos NASA

Som følge af sin store innovative indsats på PIXL-instrumentet er David Arge Klevang blevet udnævnt til Co-investigator af NASA Jet Propulsion Laboratory, som er den højeste position, en ikke-amerikansk forsker kan opnå på en NASA-mission.

”Der er tale om en forsker, som har ydet store bidrag indenfor sit felt, og som til fulde opfylder Videnskabsprisens krav om gennem nogle år at have ydet en lovende indsats inden for fagområdet med et fremragende videnskabeligt indhold”, står der yderligere i IDA's begrundelse for at tildele den fornemme pris til DTU Space-forskeren.

Læs mere her hos IDA