DTU bidrager både til projekter på rumstationen ISS og med formidling her på Jorden i forbindelse med Andreas Mogensens kommende rumrejse.
Der var fuldt hus og astronaut-is på menuen, da Rumrejsen 2023 blev skudt i gang mandag af H.K.H. kronprins Frederik ved et storstilet arrangement i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København. Rumrejsen 2023 er et omfattende partnerskab om formidlingsdelen omkring Andreas Mogensens seks måneders mission til Den internationale rumstation ISS senere i år.
”Danmark står stærkt og har mange spændende aktiviteter i rummet. Vi slår over vores vægt her, og det er vi stolte af,” sagde Kronprinsen.
Efterfølgende satte han med et smil Rumrejsen 2023 i gang ved at udløse en lille raket-attrap, mens Andreas Mogensen så smilende til.
DTU Space var også med og bidrager til både formidlingsarbejdet og selve rummissionen.
”Det er fantastisk, at Andreas nu får et halvt år i rummet, sidst var han kun afsted i knap 10 dage. Det indebærer, at han denne gang kan fordybe sig i en række spændende projekter, blandt andet flere med DTU-deltagelse. Desuden får vi mulighed for at formidle naturvidenskab og teknologi til børn og unge med udgangspunkt i missionen,” lød det fra professor på DTU Space, John Leif Jørgensen, som er blandt 'ambassadørerne ' for Rumrejsen.
DTU med i fire af ti projekter på rumstationen
DTU Space bidrager til fire af de omkring ti danske projekter, Andreas Mogensen skal arbejde med under sin mission.
”Et af vores projekter går ud på at producere et emne i metal på rumstationen ved hjælp af 3D print. Vi vil undersøge, om man kan fremstille reservedele i rummet, hvilket vil være en fordel, hvis vi skal sende folk til Månen og Mars i fremtiden. Vi undersøger også, om et emne har anderledes og måske bedre egenskaber, når det fremstilles i vægtløs tilstand i rummet, end hvis det blev produceret her på Jorden,” forklarede John Leif Jørgensen.
”Det er et superspændende projekt, som vi udfører i samarbejde med Airbus Industries. Der er også udfordringer ved det, for vi skal kunne håndtere den varme og de dampe, der afgives, når emnerne skal produceres på rumstationen”.
De øvrige DTU-projekter handler om test af et Virtual Reality-system og billedoptagelser i rummet. VR-systemet har til formål at undersøge, hvordan man kan styrke astronauters mentale trivsel på lange missioner.
DTU Space udstyrer også Andreas med et modificeret kamera, som kan tage op til 100.000 billeder i sekundet af kæmpelyn og dermed give ny viden om de enorme energiudladninger, der finder sted i rummet nær Jorden.
Han skal også tage billeder af Månen, som en del af et klimaforskningsprojekt ledet af DMI, som DTU Space er lidt involveret i. Her undersøger man Jordens energibalance ved at se på det sollys, der reflekteres fra Jorden mod månen, et fænomen kaldet jordskin.
Prorektor på DTU: Vi er begejstrede
Foruden DTU deltager en række af landets andre universiteter i Rumrejsen 2023 sammen med blandt andre Dansk Industri (DI), Astra, Naturvidenskabernes Hus og Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Rumrejsen 2023 støttes af en række danske fonde og har til formål sætte fokus på STEM-området blandt børn og unge i forbindelse med Andreas Mogensens rummission.
Astrofysiker og chefkonsulent på DTU Space Michael Linden-Vørnle er også blandt ambassadørerne for Rumrejsen. Prorektor Rasmus Larsen er formand for Rumrejsens styregruppe, og sekretariatet for formidlingsarbejdet er forankret på DTU.
”Vi er begejstrede over, hvad teknologien kan, når vi gør os allermest umage. Det er rumforskningen et eksempel på, og med Rumrejsen 2023 vil vi begejstre børn og unge og inspirere dem til måske at blive en del af det her som håndværkere, ingeniører eller forskere,” sagde Rasmus Larsen, da han indtog podiet i Industriens Hus.
Uddannelses- og Forskningsminister Christina Egelund (M) var også til stede og takkede såvel DTU som landets øvrige universiteter for deres deltagelse i arbejdet med Rummissionen 2023.
”Danmarks indsats på rumområdet spiller en vigtig rolle. Data fra klimasatellitter og navigationssatellitter hjælper os med den grønne omstilling. Satellitterne sikrer os også kommunikation og navigation i en ustabil geopolitisk situation,” sagde ministeren blandt andet.
Danmarks astronaut drømmer om en rumvandring
Andreas Mogensen skal efter planen sendes ud til ISS den 17. august fra Kennedy Space Center i Florida.
Her er han pilot på det SpaceX Dragon rumfartøj, som skal bringe NASA’s SpaceX Crew-7 på fire personer ud til rumstationen. Hans mission er navngivet Huginn.
”Jeg er i fuld gang med min træning til missionen nu, det minder lidt som at gå i skole. Men det passede med, at jeg kunne få fri til at være her i dag. Det er jeg glad for,” sagde den danske astronaut.
”Siden jeg kom tilbage til Jorden efter min første rummission har jeg ønsket at få en mission mere. Og jeg glæder mig virkelig meget til at komme tilbage og få rumstationen som mit hjem i et halvt år. Der også en chance for, at jeg kan få en rumvandring uden på rumstationen, det har jeg trænet i lang tid, så det vil være en drøm, der går i opfyldelse, hvis det kan lade sig gøre”.