En lille delegation af eksperter fra DTU Space har haft nogle travle dage hos ESA's Astronautcenter i Köln denne uge.
Her har de sammen med ESA-astronaut Andreas Mogensen og andre kolleger afrapporteret resultaterne fra de ti danske forsøg, der blev gennemført under Mogensens godt seks måneder lange Huginn-mission til Den Internationale Rumstation, ISS, i 2023-24.
DTU Space har været involveret fire af de ti forsøg: 3D-print i rummet, lyn observeret fra rumstationen, VR Mental Care for astronauter og Earthshine-eksperimentet.
Samarbejdet har allerede bidraget med ny viden, der kan være med til at forme fremtidens rumforskning. Flere af projekterne fortsætter nu på Jorden.
”Vi var tidligt ude med spændende forslag til forsøgs- og forskningsprojekter til Andreas’ seneste mission. Det har givet resultater, som nu viser sig i form af ny viden om rumteknologi og udforskning af rummet,” siger direktør for DTU Space, Henning Skriver.
”Udover vores bidrag til fire projekter under denne mission, havde vi også forsøg med, da Andreas var på rumstationen første gang i 2015. Derudover har vi haft en række eksperimenter på rumstationen både før og efter Andreas’ missioner. Vi har derfor opbygget en stærk historik på rumstationen, som Andreas og de seneste forsøg udgør en vigtig del af”.
Ny Mogensen-mission kan gøre projekter meget aktuelle
Flere af projekterne kan blive meget aktuelle, hvis Andreas Mogensen bliver sendt på endnu en mission i rummet for ESA.
For nylig blev den danske astronaut udvalgt som en af de syv europæiske astronauter, der skal gennemgå træning til en potentiel fremtidig månemission. Dermed er han et godt stykke fremme i køen til endnu en tur i rummet.
Og med hans titel som adjungeret professor på DTU er det oplagt for DTU Space at afsøge mulighederne for fremtidige samarbejder om rumprojekter.
For eksempel muligheden for at printe egne reservedele under rummissioner eller slappe af i et behageligt virtuelt landskab ved hjælp af et sæt VR-briller, som er blandt de projekter, der blev givet status på i Köln.
Metal-print i rummet lykkedes og blev verdens første
3D-metalprint-projektet er et nytænkende forsøg på at producere metalemner direkte i rummet ved hjælp af en 3D-printer medbragt i rummet. Det lykkedes.
Andreas Mogensen opsatte en 3D metalprinter på rumstationen, som hans kolleger efterfølgende har brugt til at fremstille en lille håndfuld metalemner. Det er de første, der er fremstillet i rummet med 3D-print.
Et af dem er designet og ejet af DTU Space, som har fået det sendt ned til Jorden fra rumstationen. Her undersøger forskerne emnet og sammenligner det med en identisk kopi, der er fremstillet på Jorden.
”De første resultater tyder på, at der faktisk er forskelle mellem produktion i rummet og på Jorden, hvilket åbner op for nye muligheder inden for fremstillings teknologi og metoder,” siger professor på DTU Space John Leif Jørgensen, som har ledet 3D-print-projektet.
”Man kan forestille sig, at denne teknologi kan anvendes til at fremstille reservedele eller meget store strukturer under rummissioner. For eksempel under en måne-mission, hvor det jo vil være vanskeligt at få dele sendt hjemmefra”.
Fantastiske kæmpelyn blev fotograferet fra rumstationen
Et andet projekt har været undersøgelsen af lyn i rummet.
Med et særligt modificeret kamerasystem, som var med på missionen, er det lykkedes for Andreas Mogensen at få optaget unikke billeder af lynfænomener. Blandt dem nogle lynfænomener, der kaldes 'røde feer' og 'blå lyn', som ellers er meget vanskelige at dokumentere.
En meget stor 'rød fe', som blev dokumenteret, bredte sig over et område på cirka 20 gange 40 km. Billederne af den har givet forskerne mulighed for at nærstudere fænomenet.
”Disse lyn udleder enorme mængder energi, og vi arbejder på at forstå deres potentielle påvirkning på atmosfærens kemi og dermed klimaet,” forklarer Olivier Chanrion, som er forsker på DTU Space.
Virtual reality gav en mental pause i rummet
For astronauter kan lange missioner være udfordrende både fysisk og mentalt.
Her har DTU Space i forbindelse med Mogensens mission testet et virtual reality-system, som kaldes VR Mental Care, der kan give astronauter en tiltrængt pause fra hverdagen på rumstationen.
Dette system er blevet godt modtaget på rumstationen. Det gav Andreas Mogensen og hans kolleger mulighed for at tage på små ture i et mere hjemligt og afslappende virtuelt miljø i skoven eller langs vandet som en del af opretholdelsen af deres mentale velvære under rummissionen.
”Det er en teknologi, der kan blive en vigtig del af udstyret for astronauter under længerevarende missioner, for eksempel til Månen eller Mars,” siger DTU Space-ingeniør Per Lundahl Thomsen, der har ledet VR-projektet.
Solens energi på Jorden blev målt via Månen
Når lys fra Solen rammer Jorden reflekteres en del af lyset tilbage mod rummet og rammer månen. Med Earthshine-projektet, som er anført af DMI med bidrag fra DTU, har forskerne forsøgt at måle lyset, der rammer månen fra Jorden. På den måde fås et billede af, hvor meget af sollysets energi der reflekteres tilbage til universet fra Jorden.
”Dette projekt har potentiale til at give vigtige data om Jordens klima,” siger ingeniør René Fléron fra DTU Space.
Målet er at få en bedre forståelse af balancen mellem, hvor meget energi, der kommer ind på Jorden fra Solen, og hvor meget af denne energi, der forlader Jorden igen - og dermed ikke bidrager til global opvarmning.
Hvis metoden viser sig effektiv, kan den danne grundlaget for en fremtidig satellitmission, der udnytter denne målemetode.
I forbindelse med Earthshine-eksperimentet har Andreas Mogensen taget over 4.500 billeder af månen. I sit bachelorprojekt har DTU-studerende Mathilde Saltoft Schou analyseret månebillederne, hvilket har resulteret i et væsentligt bidrag til projektet, som forskerne kan trække på i det videre arbejde hen mod en mulig satellitmission.
Bredt samarbejde har givet fascinerende og brugbare resultater
Udover ESA og Andreas Mogensen er de fire DTU-projekter også udført i samarbejde med partnere som Teknologisk Institut, DMI, Aarhus Universitetshospital, Uddannelses- og Forskningsministeriet samt private virksomheder.
”Samarbejdet med ESA og Andreas Mogensen og de øvrige partnere har skabt fascinerende og brugbare resultater,” fastslår DTU Space-direktør Henning Skriver.
”Vi er stolte af resultaterne og ser frem til at nye samarbejder om fremtidige missioner”.